Mød Frk. Modsat
Mød Frk. Modsat
Én sæbe. Til det hele.
Jeg har aldrig lært at elske en 7-trins rutine.
Jo, jeg prøvede. I perioder. Men enten udeblev resultatet, og motivationen fulgte efter — eller også fik min hud og mit hår det ligefrem værre. Så stoppede jeg.
Hvem er jeg så?
Jeg er sådan en, der går på tværs. Og på langs.
Spørger andre hvorfor, spørger jeg hvorfor ikke.
Spørger de hvorfor ikke, spørger jeg hvorfor.
Min nysgerrighed er hverken medfødt eller tillært — den er nok provokeret. Min far havde læst 2 bøger i hele sit liv, og det var han stolt af. Det ødelagde øjnene, sagde han. Han passede på sine.
Min mor mente, at udseendet var en kvindes stærkeste side. Det kunne ses på hendes badeværelse. Men også kun der.
Min oldemor blev jeg jævnligt parkeret hos. Hun skulle have hjælp af postbuddet til at stave sit eget navn, når hun kvitterede for et brev. Hun blev langt over 90 og klarede alt selv til sin sidste dag, langt ude på landet.
Hun havde ikke læst sig til noget af det. Hun holdt fast i det, der virkede.
Og der begyndte Frk. Modsat. Som barn lavede jeg ikke andet end at læse — på trods af min far. Og rutinen, jeg aldrig lærte at elske, var på trods af min mor.
Jeg sagde det som en vits: min butik skulle have heddet Frk. Modsat. Og så blev jeg siddende med det, for det passede bedre, end jeg havde regnet med. Frøken passer i øvrigt også. Aldrig gift.
Mine øjne blev langsynede — det er den fejl, man netop ikke får af at læse. Og min hud har ellers aldrig fejlet noget. Lige indtil jeg fulgte trop med en veninde og skulle prøve noget "mirakuløst".
Lige siden har jeg selv villet finde svar på påstande, andre bare accepterer.
"Det er farligt!" Er det?
"Det er forkert." Er det?
"Det er rigtigt." Er det?
"Det giver mening." Gør det nu det?
Præmissen er enkel: hvordan skulle du ellers kunne vide det?
Det gamle er ikke bedre, fordi det er gammelt. Det nye er ikke bedre, fordi det er nyt. Jeg er for, at ting giver mening, og at de er, hvad de giver sig ud for at være — og så er det mindre relevant, hvilket århundrede de stammer fra.
Alle vil til Mars. Jeg vil til Babylon.
Sæben fik samme behandling. Hvorfor — og hvorfor ikke.
Hylden på dit badeværelse er ikke gammel. Den første klemmeflaske i plast kom i 1947, og den indeholdt ikke sæbe. Det var deodorant.
Så hvad gjorde folk før? De havde de samme pletter som os. Blod og fedt. Mudder og græs. Det samme kalk i vandet. Langt hår og skæg.
De fleste tænker, at de stank. Det er sådan en præmis, jeg ikke kunne lade ligge — for det gjorde de ikke.
Tjo. Måske de fattigste. Fedt var jo også mad.
Vikingerne var de "værste", hvis man spurgte dem, de besøgte. En engelsk munk skrev 200 år senere, at danskerne redte hår hver dag, badede om lørdagen og skiftede tøj ofte. Han skrev det som en anklage. De tog konerne.
"De var for velplejede."
De badede én gang om ugen. Det, de havde adgang til, var rent vand, animalsk fedt og aske.
Sæbe har virket, siden nogen i Babylon skrev opskriften ned på en lertavle. Fedt og aske. Det er stadig det, der sker i min gryde — fedtet møder luden, og der kommer sæbe og glycerin ud af det.
Det holdt op med at være godt nok i 1930'erne. Ikke fordi det holdt op med at virke. De syntetiske vaskemidler løste et rigtigt problem: kalk i vandet — og senere fedtmangel under krigen.
Men så blev løsningen solgt langt ud over det problem, den løste.
I dag kan 8 ud af 10 danskere ikke gennemskue, om et hverdagsprodukt indeholder skadelig kemi. Hver fjerde tror ikke på, at myndighederne har fjernet det farlige. Tallene er fra en undersøgelse, Opinion har lavet for Svanemærket.
Selv fandt jeg blandt andet ud af, at cocamidopropyl betaine blev kåret til årets allergen i 2004. Den findes i de fleste shampooer, bodywash og flydende håndsæber — især i dem, der hedder milde. Den er nemlig det mildere valg. Alternativet er værre.
Og det er ikke engang stoffet selv, der giver allergien. Det er 2 rester fra fremstillingen.
Så jeg vil tilbage. Ikke til fortiden for fortidens skyld — til det, der virkede.
Hvad gør jeg så anderledes?
Branchen sælger 7 produkter til at vaske ét menneske. Jeg laver én bar, der klarer hænder, ansigt, krop og opvasken undervejs.
De sælger flydende sæbe, fordi den er nemmere at sælge. Jeg laver kun barer — også selvom det koster mig alle dem, der vil have en pumpe. Man kan godt lave ægte sæbe i flydende form, men så er det igen 80 % vand og mere plastik, kørt på tværs af landet.
De giver 10 % til en, der lige er kommet. Jeg giver halvdelen til dem, der blev. Det hedder amargí.
De tilsætter tivoli-duft og farver. Jeg lader være, så du kan lugte, at der ikke er noget at skjule. Er der farve, kommer den fra jord — og duften helst fra et køkkenskab.
De sætter mærkater på — vegansk, clean, naturlig — så du slipper for at læse. Jeg skriver ingredienslisten ud, også når den er kedelig, også når der står oksetalg. Og jeg sætter den over købsknappen, ikke bag en fane.
De vil fremad. Jeg går baglæns og spørger, hvad folk gjorde, dengang der hverken var plastikflasker eller marketingafdelinger.
Frk. Modsat holder ikke op ved sæben
Jeg sover på en topmadras på gulvet. Det har jeg fra asiatiske hjem, og min ryg har aldrig haft det bedre.
Jeg går i barfodssko. Ingen affjedring, ingen hælforhøjelse, ingen støtte. Fødderne kan godt selv.
Jeg bar 4 sække sort og hvidt tøj ned i genbrugsbutikken og kom hjem med færre poser i farver, da jeg fandt ud af, hvad farver gør ved mit humør.
Jeg har ikke haft tv-kanaler i over 10 år. Jeg ejer ikke en sofa. Jeg ejer 5 forskellige lænestole.
Jeg troede engang, jeg kunne hjælpe ved at blande mig i debatter. I dag scroller jeg videre.
Jeg scroller også videre i Føtex. Forbi plastikflaskerne i rengøringsafdelingen. Forbi bøtterne, der lover mere, end de kan holde. Forbi kvinden med Rapunzel-hår på siden af bussen. Forbi den, der fortæller mig noget, jeg allerede har tjekket, og som jeg ved ikke passer.
Og jeg har været veganer. Jeg har også været carnivore. Ikke lidt af hver — helt ude i begge grøfter. For hvordan skulle jeg vide, hvad der virker, uden at prøve det?
Jeg siger ikke, hvilken af dem der var rigtig. Livsstil hører til samme bunke som religion og politik — vi bliver aldrig enige. Det er derfor, jeg heller ikke fortæller dig, om du skal vælge talg eller oliven. Det bestemmer du selv.
Nu ved du bare, hvad du putter på din hud.
Sæbe i madkasserne
I Frk. Modsats ånd smider jeg ikke de portioner ud, der ikke blev pæne nok til hylden. Jeg sælger dem heller ikke billigt. Jeg giver dem væk.
Næstekærlighed Fredericia er et lille, lokalt fællesskab drevet af to kvinder med hjertet på rette sted. Helt frivilligt. De uddeler gratis overskudsmad til mennesker, der har brug for det. Jeg lægger sæbe i kasserne.
Der er ikke noget galt med den mad. Den er bare ikke ny nok til at blive solgt. Der er heller ikke noget galt med sæben. Den er bare ikke pæn nok.
Om deres egen opgave skriver de: "Nogle har det svært for en tid, andre i længere perioder. Det er ikke vores opgave at vurdere — kun at række hånden frem."
Hygiejne er det første, der ryger, når pengene ikke rækker. Og det sidste, nogen beder om.
Vil du dybere ned?
- Hvad der er i — hver råvare, hvorfor den er valgt, og hvad vi aldrig bruger.
- Og på renhverdag.NU skriver jeg om det, industrien helst vil tie om.
Victoria — Frk. Modsat